Aktivitets-kalender

 

Natfiske-turen. Den 6. juli mødes vi på Fiskegården klokken 20.00, hvorefter vi fordeler os langs åen.

Vi har jo en anelse dårlige erfaringer med at stikke løfter ud omkring store og fightvillige fisk, meeen ... i år skulle den altså være god nok ;o)

Selvfølgelig er de første, blanke nået frem på dette tidspunkt, så det er bare om at få pakket grejet og komme med!

Under alle omstændigheder tænder vi op i grillen omkring midnat, og så er der mulighed for at fange et par sprøde fra risten. Kølige øl og vand til at efterslukke aftenens strabadser med vil der naturligvis også være mulighed for - og det hele foregår til urimeligt lave priser ;o)

 


 

Fiske-dagen. Lørdag d. 8. september kan det da nok være, at vi lige skal et smut til åen. Den dag afholder vi nemlig årets fiske-dag, og der bliver uden tvivl kamp om de fine præmier i år - medmindre vi får renden tømt helt på nat-fisketuren ;o)

Der må fiskes fra klokken 00.00 natten til d. 8. september, og der kan indvejs fisk indtil lørdag eftermiddag klokken 15.00.

Der er kaffe og rundstykker på Fiskegården lørdag morgen klokken 8.00, hvor der også vil være mulighed for at betale deltagergebyret på 50 kroner.

Fra klokken 13.00 vil der være lækkerier på grillen, og igen kan man købe sig mæt for næsten ingen penge ;o)

Præmieoverrækkelsen vil finde sted umiddelbart efter, at indvejningen af fisk er lukket.

 


 

Fluebinding. Torsdag d. 11. oktober slår vi dørene op til en ny fluebindings-sæson på Fiskegården.

Vi mødes klokken 19.00, og som vanligt vil Søren Glerup vise, råde og vejlede, så der skal nok blive udfordringer til alle, uanset hvor man befinder sig i fluebindings-karriereren ;o)

Vi binder efterfølgende hver torsdag - 10 gange i alt - frem mod jul, og prisen for denne ubetalelige horisontudvikling beløber sig til blot 250 kr.

Juniorer kan deltage til halv pris, og pengene går ubeskåret til indkøb af materialer til binde-aftenenerne.

Råder du endnu ikke over noget bindeværktøj selv, vil der være mulighed for at låne sig frem de første gange.

Som en sidegevinst kan du roligt regne med, at lokalet er fyldt med råhygge, og at der nok skal snige sig en enkelt røverhistorie ind i programmet også.

Tilmelding er ikke nødvendig ... det er bare at troppe op på Fiskegården. Man behøver ikke engang være medlem af foreningen for at deltage, så inviter endelig bare din fiskekammerat med ;o)

 


 

Generalforsamling. Torsdag d. 29. november 2018 klokken 19.30 afholdes ordinær generalforsamling på Fiskegården.

Dagsorden iflg. vedtægterne.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest d. 22. november 2018.

 

 

 

 

 

Kom og vær med!