Tur til Mariager Fjord 2018

 


Lige et par glimt fra sidste weekends fjordtur, hvor en halv snes medlemmer gjorde et voldsomt indhug i bestanden af smækfede fjordørreder i The Eagle Valley - vel nok Danmarks mest hemmelige fiskeplads overhovedet.
Vandstanden var lav, og spejlet sank yderligere i løbet af formiddagen. Fisket blev der ... af nogle mere ivrigt end af andre, og da regnebrættet blev gjort op, havde Dennis landet en hel halvmetersfisk, og Fisker en halv halvmetersfisk. Hr. Jens Østrup havde været på kanten af et fysisk kollaps, efter at have slæbt Bennys madpakke flere hundrede meter, da der blev trommet til kaffepause på eminencernes havebænk, lige der hvor fjord og skov mødes. Mens vi andre drak kaffe og ordnede verdenssituationen, bandt Benny knuder og knob i et helt urimeligt møde mellem tynd nylon og småbuttede fingre. Det krævede et trænet øje at følge sagens udvikling undervejs, men efter tyve minutters hård kamp sad der alligevel en ny flue på forfanget ... det gav heller ingen fisk
Vinden var ikke decideret varm, så til tider krøb banden sammen på land og byttede skrøner og livsstilsrelaterede erfaringer fra alverdens fiskevande, så selvom fiskeriet var hammergodt uden at være prangende, blev det alligevel til endnu en hyggelig dag. Gode grin sammen med gode mennesker er jo noget af det, der kan få selv fattigrøve til at føle sig rige
.