Optælling af gydebanker 2010/11

 

Søndag d. 2. januar sejlede vi den årlige tur på åen for at optælle gydebanker. Det havde ellers ikke set for godt ud rent vejrmæssigt med årets tur, for frosten havde flere steder lagt låg på åen, men nytårets regn og blæst åbnede så meget op, at vi gjorde forsøget.

Indianer-fartøjet blev søsat ved Jernbanebroen opstrøms Aalestrup by, og da vi havde fået Jens' gamle ryg rettet ud - og fået ham givet lidt frostsikring - startede vi sejladsen.

Det viste sig ret hurtigt, at åen alligevel var mere uklar end først antaget, så optællingen var lidt vanskeligere end ellers. Det har uden tvivl også lidt indflydelse på resultatet.

Vi sejlede strækningen fra Jernbanebroen og ned til Borup Bro på Viborgs stykke, og ialt optalte vi 158 gydebanker. Der blev optalt 254 på samme strækning i 2008. Med den vage opgang af fisk, som sæsonen har budt på, og med de lidt vanskelige forhold til optællingen, må det vel siges at være et godkendt resultat.

Frokosten blev holdt ved Stensbæk, og det var glædeligt at se, at der også havde været gydeaktivitet et stykke oppe i bækken.