Generalforsamling 2014 |
Årets generalforsamling blev sædvanen tro afviklet i god ro og orden. Der var fuldt hus på Fiskegården, og det fine fremmøde er meget tilfredsstillende. Ole "Gammelholm" valgte at træde ud af bestyrelsen, og der skal lyde en stor tak til Ole for det arbejde, han har lagt i foreningen gennem årene. Oles afløser blev Dennis Jensen. Årets pokal tilfaldt Peter Madsen for hans utroligt flotte forårsfisk. Årets optimistpokal tilfaldt Ivan Bjerregård. Under de indsatte billeder fre generalforsamlingen kan du læse formandens beretning i sin helhed.
|
|
Generalforsamling, den 20/11-2014 kl. 19.30 – Lystfiskergården
Fiskeriet : Fangsterne har i 2014 ikke været noget at råbe hurra for. Efter en flot start af Peter Madsen med en fisk over 10 kg og flere pæne fangster i forårsmånederne blev fiskeriet sløjt hen over sommeren for så igen at bedre sig i sept/okt. Der er formodentlig flere grunde hertil varmt vand i Limfjorden med ingen eller kun lidt ilt, udledning af salt fra EnergiNet og endelig de mange garn såvel lovlige som ulovlige. Der må i hvert fald være nogen der lever af fisk når der nu er omsætningsforbud hvis man skal tro de fangstoplysninger man hører om.
Hytter. I år er der igen malet en hytte og den vedtagne turnus med maling af én hytte i.f.m. arbejdsdagen vil blive fortsat fremover.
Der har i året 2014 været en fremgang i udlejningen på 10 %: nemlig fra 129 til 142 udlejningsdage, og så må vi konstatere at udlejningen kunne have været større såfremt der ikke have været udslip af olie som medførte lugtgener og omtale i medierne.
Ejendommen:
Stuehuset. Tage og Lone har fortsat renoveringen af stuehuset og på 1 sal er foretaget isolering og istandsættelse.
Klubhuset Ejendommen i 2014 atter blevet malet af Tage han har ligeledes isat porte i garagebygningen så der nu er aflåst for trailere og el-fiskegrej. Derudover har det været mindre reparationer som er løbende er foretaget.
Hytterne har været annonceret i FISK & FRI, Fiskeavisen. Vi har Endvidere haft TV-spot i Messecenter Års der vises 52 gange daglig med en varighed på 15 sek. TV-spottet viste billeder af åen, ejendommen hytterne og Rolf`s flotte fisk og samtidig vil der være oplysning om at der er plads til nye medlemmer.
Grødeslåning
I 2014 har der været en del kritik af grødeslåning og orientering af Samme. Men iflg. Viborg Kommune har der ikke været ekstra grødeskæringer – men en skæring der skulle på begyndes den 4 august blev p.g.a meget høj vandstand ved John. Jensens bro fremrykket til fredag den 1 ste og lørdag den 2den august – naturligvis uheldig at der slåes grøde i weekenden. Det var således ikke en ekstraordinær grødeslåning men en fremrykning. Kvaliteten og måden grødeslåningen udføres på mener jeg ikke har været tilfredsstillende. Kommunerne Viborg, Mariager Fjord og Vesthimmerland er enige om at det har medført gener for lystfiskerne og såfremt der sker ændringer i tidsterminerne eller andre forhold der har indvirkning på fiskeriet vil kommunerne søge at orientere os.
Lodsejere
Samarbejdet med lodsejerne forløber i det store hele godt, problemet med parkering i Torup skulle være løst. Udskiftninger i lodsejerkredsen har ikke bevirket ændringer i vort fiskevand, men vi mister dog et stykke på 435 m på sydsiden omkring Hovedvejsbroen/Gl. Simested Bro p.g.a. at lodsejeren har truffet aftale til anden side. Vi vil forsøge at medsende nyt oversigtskort sammen med girokortet for 2015.
Aktiviteter
Aktivitetsniveauet har været som det forgående år, med følgende arrangementer:
Fluebinding under ledelse af Søren Glerup – der kører et hold nu og nyt starter op efter jul.
25/1-2014 Tur med henblik på ”grønlænderfiskeri” Lerkelfeldt Å.
17/2-2014 Film og foredragsaften med Bo Frier om fisketur til Bl.a. Argentina.
24/2-2014 Grejauktion med over 100 effekter hvoraf langt den største del blev solgt.
1/3-2014 : standerhejsning : sæsonstart den 1/3 var en lørdag, og da der samtidig var Aalestrup Open i fluebinding var godt fremmøde. Der blev bundet mange flotte fluer. I løbet af dagen blev der også fremvist en flot fisk på 5,5 kg fanget på ”Viborg-stykket”. Aalestrup Open gennemføres i 2015 lørdag den 7/3.
16/4-2014 Guidet fjordtur m/Michael Jensen
3/5-2014 arbejdsdag, hvor der blev malet hytte, fældet træer og alm. oprydning ude og inde, brohold også var i auktion. Der blev gjort forberedelser til at Tage kunne fremstille 2 porte så trailer m.v. kunne komme under lås. Der var mødt 16 personer op hvilket var dejligt og det blev en god dag.
10/5-2014 Tur til Skjern Å - desværre ingen laks men ellers god Tur.
15/5-2014 Lodsejerfest på Simested Hotel med ca. 110 deltagere. Konfirmationsdatoen spillede åbenbart ind for det var 20 mindre end det foregående år.
Lystfiskeriets dag på Boldrup Museum i samarbejde m/ MB jagt i Hobro, gratis fiskeri i Simested Å , fluebinding, og smag på friskfangede ørreder. En af foreningens medlemmer – Carsten Seeberg var så dygtig denne dag at han fangede en havørred på 82 cm og 6,9 kg. I 2015 vil vi forsøge at holde åben Hus her på ejendommen så interesserede kan se klubhuset og hytterne.
21/6-2014 Natfisketur v/Simested Å der blev fanget 2 havørreder inden midnat, og efterfølgende var der fin servering og god afsætning på pølserne i fint sommervejr, i haven ved hytterne.
6/9-2014 Fiskedag med et lille antal deltage både til fiskeriet og de efterfølgende gule ærter. Der blev ikke fanget mange fisk men dog fisk på paraden. Største fisk denne dag blev fanget af Peter Madsen (58 cm og 1,9 kg).
9/10-2014 Opstart fluebinding v/Søren Glerup
Senior klub: Der er opstartet seniorklub for pensionister, efterlønsmodtagere og hvem der i øvrigt har lyst. Vi mødes den 1ste tirsdag i hver måned kl. 10.00 til kaffe og rundstykker. Der drøftes alt mellem himmel og jord, men mest fiskeri, der aftales evt. fisketur, vises film – men ingen fast dagsorden. Eneste betingelse er at man melder afbud til Tage senest dagen før af hensyn til indkøb af rundstykker. Der er naturligvis plads til yderligere medlemmer (ingen kontingent)- er man interesseret sker tilmelding ligeledes til Tage.
Medlemsantal.
Vi har haft en lille medlemsfremgang i 2014 fra 240 til 246, og vi håber at de senere års medlemsnedgang er slut og at fremgangen vil fortsætte. Derudover er der 37 juniormedlemmer hvoraf de fleste er elever på Naturefterskolen.
Derfor er det også vigtigt at evt. fangne fisk kommer på foreningens hjemmeside, og vi kunne også mærke en øget interesse da Peter Madsens flotte fisk kom på hjemmesiden og i bladene.
Udsætning/El-fiskeri:
Udsætninger i 2014 har været følgende: 2325 stk. stk. halvårs 2000 stk. etårs. Der er ikke udsat yngel i 2014 da der blev foretaget analyse af bestanden i år. Ynglen blev konverteret til ½ års fisk. Disse udsætninger er betalt af fiskeplejemidlerne, og udsætningerne er jvfr. udsætningsplanerne Vi har endnu ikke modtaget den endelige rapport vedr. resultaterne men de er formodentlig så gode med hensyn til yngel mange steder at det ikke er sikkert at udsætningerne skal forsætte, men herom mere i bladet når vi kender det endelige resultat.
El-fiskeriet foregik den8/11-2014 på strækningen Abildvad- Aalestrup og det resulterede i 140 stk. havørreder, heraf 29 på 70 cm. og derover med den største på 90 cm. . El-fiskeriet viser, at antallet på den befiskede strækning er betragtelig større end i 2012 hvor den samme strækning blev el-fisket. Ja faktisk det næstbedste resultat nogen sinde på den pågældende strækning. Der er indlagt 19 stk. hunner og 9 stk. hanner på dambruget til strygning hvorfor vi forventer, at de tilladte 5 liter rogn fremskaffes.
Miljøforhold: Der har været et olieudslip i forbindelse med flytning af disel fra en tank til en anden og det resulterede i at olien løb ud i åen via et afløbsrør/dræn fra ejendommen. Det kan godt undre, at beredskabsstyrelsen ikke gravede et hul før udløbet i åen og sugede olien op, men i stedet udlagde flydespærringer som ikke gør den store gavn ved tyndtflydende olie. Nu var det heldigvis tyndtflydende olie så fiskebestanden har næppe lidt skade, men uheldigt var det af hensyn til lystfiskerne og hytteudlejning.
Der har været indsendt ansøgning om sejlads med kanoer på Simested og Skals Å fra et firma der har Bed & Brekfest, men der er ingen ændring – sejlads er forbudt fra Jernbanebroen og til Borup Bro.
Der arbejdes fortsat med 2 projekter om våde enge dels opstrøms Abildvad og dels fra Abildvad til Simested. Man forventer at have aftalerne med lodsejerne på plads inden udgangen af 2015. Projektet opstrøms Hannerup er efter sigende skrinlagt.
I feb. 2011 blev der indsendt forslag til de nye vandmiljøplaner til de berørte kommuner langs Simested Å. Bemærkningerne vedrørte : grødeslåning, spærringer i såvel hovedløbet som tilløbene og Hjarbæk Fjord.. Vi kender endnu ikke det endelige resultat.
Bladet
Der skal der lyde en stor tak til Lars Hansen der ud over at redigere bladet har den dobbeltfunktion at han også varetager foreningens hjemmeside, og fangstrapporter og billeder bliver hurtigt indlagt på hjemmesiden efter fremsendelse til Lars. Vi vil i samarbejde med Lars forsøge at få fangstresultaterne tilrettet således, at man selv kan indlægge fiskene på hjemmesiden med eller uden billede. Det er utroligt vigtigt at fangsterne kommer på hjemmesiden både af hensyn til hytteudlejning og salg af dagkort.
Opfordring
I har alle på et tidspunkt fået tilsendt en tilmelding til forenings el. Dette bevirker, at foreningen modtager 2øre pr. kwh uden vel at mærke at I betaler mere for strømmen. Eneste betingelse er at der skal aftages el fra Energi Nord, men igen dette er også muligt uanset hvor i landet man er bosiddende.
Mød op om foreningens arrangementer, indsend billeder af flotte fisk der kan anvendes på hjemmesiden og/eller kontakt en fra bestyrelsen eller avisen direkte med gode fangstresultater vi har behov for al den positive omtale vi kan få af hensyn til medlemsantallet og dagkortsalget.
Ligeledes vil der også i 2015 blive behov for nogle frivillige til arbejdsdage, herunder maling, og udlægning af broer, buskrydning m.v. Så uanset kræfter og evner kan der sagtens findes opgaver til de fremmødte, og det må være i alles interesse, at disse opgaver bliver udført.
Til slut skal der lyde en stor tak til alle der på den ene eller anden måde har hjulpet foreningen i det forløbne år, det være sig lodsejere, medlemmer, fiskeribetjente, håndværkere, redaktører, bladudvalg, sponsorer, Lone og Tage for opsyn og hjælp med ejendom og hytter, bestyrelseskollegaer for godt samarbejde og sidst men ikke mindst Nørager Bageri der altid velvilligt sponserer brød, rundstykker m.v, uanset om det er arbejdsdage, fiskedag. standerhejsning, el-fiskeri m.v.
Tak
|