Grønlændertur til Lerkenfeld 2015 |
Årets første foreningstur var som vanligt grønlænderturen til Lerkenfeld Å. Der var både mørkt og koldt, da vi mødtes på Fiskegården, så morgenkaffen og røverhistorierne trak lidt ud. Efter kaffen var vi fem mand, der drog af sted mod åen, og der blev klapret en anelse med tænderne, mens grejet blev gjort klar til dagens fiskeri. Vi fordelte os jævnt på stykket, og så skulle der ellers kæmpes med is i stangøjerne og bløde åbrinke. Heldigvis bød fiskene sig også jævnt til, og op af dagen steg temperaturen så meget, at rimen forsvandt fra engene, og stangøjerne blev isfri. Vi fik lov at hilse på en del af åens utroligt flotte bækørreder, en nedgænger og tre grønlændere, der dog alle var lige i det mindste. Det var en super tur, og det kan kun anbefales, at du pakker grejet og tager med, når der arrangeres fjordtur d. 18. april. |
|