Nat-fisketuren 2016

 

Med de fisk, sæsonen 2016 har bragt frem til fangstjournalen, var forventningerne slet ikke så ringe, da en snes gæve fiskere mødte frem på Fiskegården til årets nat-fisketur. Vi mødtes ved halv ni-tiden, og fordelte os på pladserne langs åen. Fiskeriet var lidt svingende, men Dan kunne da fremvise en rigtig fin fisk på "paraden". Andre havde også haft kontakt til gode fisk, og så blev der fanget solide bækørreder op til 52 cm. Det er nu heller ikke så ringe en oplevelse. Omkring midnat mødtes vi atter på Fiskegården, og denne gang var samlingspunktet den store grill nede ved hytterne, hvor Hermansen havde forvarmet kullene, så Per kunne få kokkehuen på og lange pølser og brød i flere afskygninger over disken. Snakken gik lystigt omkring bordene, og klokken nærmede sig halv to, før de sidste sagde godnat efter en rigtig hyggelig aften ved åen ;o)