Optælling af gydebanker 2016/17 |
Årets gyde optællingssejlads blev gennemført den 8 januar, en der bød på tørvejr, lavt men farvet vand. Faktisk temmelig farvet vand ... tangerende beskidt. Om det skyldes den megen graveaktivitet, der har været - og er, i åen i denne tid, kunne vi ikke helt afgøre, men fakta er jo, at der er blevet lavet nye sving mellem Abilvad og Simested, og fjernet betonstyrt og lavet nye sving oppe under Rørbæk. Sammen med et noget dunkelt vejr tørnede vi ud med bange anelser fra Jernbanebroen i Ålestrup. Vores bange anelser blev hurtigt bekræftet, for heroppe under byen var bankerne meget svære at spotte. De første ”sikre” pladser blev passeret uden positiv gydning, og det blev forstærket ned over ”Karlsens plads”, hvor der ellers er garanti for gydesucces. Meget spredt aktivitet, men dog aktivitet ned over strygene. Da vi drejede sydover nedstrøms Ålestrup, var 2016/17 bagud 20-12 i gydegravninger i forhold til 2014/15. Heldigvis rettede det sig meget nedover herfra, og da vi nåede Egebroen, kom armene i vejret for alvor. Her havde der været en meget fin gyde aktivitet. Inden Frydenlund var der uafgjort, og efter Kallestrup og Ettrup var 2017 foran 80-74. Fra Ettrup og ned mod de fine pladser under Skinderup gik det også fint, og årsresultatet endte i flotte 114 banker i år mod 93 for 2 år siden. Vi gjorde et kaffestop ved Stensbækken, og selvom bækken er lille, og ikke holder de store grusmængder ude i åen, så vi mindst et sted, der umiskendeligt lignede en frisk gydegravning, plus to andre steder der kunne tyde på besøg fra åen. Efter kanoen var bjærget, og for at få blodomløbet tilbage i benene, tog vi lige en tur nedover Skinderup bæk og så de to nye banker her i det nye grus. På vejen hjem blev der gjort holdt i Hannerup, og her var der 2 fine banker på det stræk, vi restaurerede forrige år. Vandplejeudvalget har nu 10 års statistik med optællinger i hovedløbet, hvor vi sejler hvert andet år opstrøms Fiskegården, og hvert andet år nedstrøms. Herunder ses nedstrøms optællingerne:
Kobler vi to år sammen og laver en sammenligning får vi denne graf:
Det ses, at siden omløbet ved Hannerup blev lavet i 2008/2009 har gydeaktiviteten bevæget sig opad i systemet, og i år er første gang siden da, at kurven nedstrøms Ålestrup er positiv. Om det skyldes, at der har været gravet længere oppe, eller på grund af den fine opgang vi har set i denne sæson giver næste års optælling os måske et praj om. Spændende bliver det…… Per Vandplejeudvalget
|
|