|
Vedtægter for Aalestrup Lystfiskerforening |
§ 1. Foreningens navn er Aalestrup Lystfiskerforening. Foreningen er hjemmehørende i Vesthimmerlands Kommune. Foreningens formand og 2 bestyrelsesmedlemmer skal være bosiddende i kommuner, der grænser op til åen. I bestyrelsen skal der sidde 2 lodsejer-repræsentanter. § 2. Det er foreningens formål at tilbyde lystfisker-interesserede mulighed for at dyrke denne aktivitet, samt med udgangspunkt i lystfiskeri at udviklemedlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medlemsansvar i foreningen og det lokale samfund. § 3. Foreningen kan være tilsluttet Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen eller anden landsdækkende organisation. § 4. Som medlem kan optages alle personer, der tilslutter sig foreningens vedtægter. § 5. Bestyrelsen fastsætter hvert følgende års kontingent, og dette skal være betalt senest 28. februar. Ved betaling efter denne dato tabes retten som medlem af foreningen. Foreningen udsteder årskort ( kun for medlemmer ), 7-dages kort ( 7 på hinanden følgende dage ), dagkort og børnekort. Medlemmer der har indløst årskort kan medtage gæster mod at løse gæstekort. Antallet af gæstekort er grænset til 4 stk. pr. år. pr. medlem. Medlemskort + årskort gælder også for ægtefælle/samlever og hjemmeboende børn under 14 år, når disse ledsages af medlemmet.
§ 6.
Optagelse som nyt medlem sker ved henvendelse til bestyrelsen.
§ 7.
Lystfiskere, der har lejet fiskevand, der grænser op til eller ligger inden for foreningens fiskevand, kan kun være medlemmer af foreningen mod samtidig at stille ovenanført områder til rådighed for foreningen, der i så fald skal betale den eventuelle fremtidige leje ( der ikke kan være højere end betalingen til foreningens øvrige lodsejere).
§ 8.
Personer under 18 år optages i foreningen som juniormedlem uden stemmeret på generalforsamlingen. Juniorer, der har løst årskort i 2 på hinanden følgende år, optages som seniormedlem uden indskud. Forældre har det fulde ansvar for juniorens færdsel på lodsejerens jord.
§ 9.
Enhver lodsejer, hvis arealer hører under foreningens fisketerræn, indtræder som ikke betalende medlem af foreningen med samme rettigheder og forpligtigelser som øvrige medlemmer, og kan få tilsendt medlemsbladet hvis dette ønskes. Bestemmelser om udsætning af ruser gælder ikke lodsejere.
§ 10.
Fiskekort af enhver art er i øvrigt strengt personlige, og skal altid medbringes på fisketuren. Forevisning af eget fiskekort berettiger til at få forevist andre lystfiskeres fiskekort inden for foreningens terræn.
§ 11.
Kortindehavere har kun ret til at færdes på en sti langs åen. Der må ikke henkastes fiskeredskaber, papir og lignende, ligesom hegn og afgrøder ikke må beskadiges. Der skal helt igennem vises den største hensynsfuldhed over for lodsejerne. Kortindehavere, der ikke er lodsejere, må kun have kroge udlagt i tiden fra solnedgang til solopgang og må ikke have kroglinerne liggende på land. Kroglinerne skal være under opsyn, og antallet er begrænset til max. 5 stk. Hunde må ikke medtages ved åen.
§ 12.
Bestyrelsen bemyndiges af generalforsamlingen til at fastsætte fredningstider & mindstemål på ørreder. Også ud over de landsfastsatte tider og mål. Fredningstiden er fra 1. november til sidste dag i februar.
§ 13.
Grænserne for foreningens fiskevand vil i videst mulig omfang søges markeret med skiltning, men uanset disse skilte må enhver sikre sig, at man ikke overskrider foreningens grænser.
§ 14.
Med hensyn til fangstmetoder er det forbudt at bruge ålejern, lyster, ruser, vod og lign.
§ 15.
Et medlem kan eksluderes, når det vedtages på et bestyrelsesmøde. afgørelsen kan da indankes for førstkommende generalforsamling, men bestyrelsens afgørelse har gyldighed, indtil generalforsamlingens afgørelse foreligger. Foreningens medlemmer må ikke ved overbud eller på anden måde erhverve eller søge at erhverve fiskevand, der er lejet af en anden forening. Overtrædelse af denne bestemmelse vil medføre eksklusion.
§ 16.
En klageprotokol skal til enhver til henligge hos foreningens formand eller kasserer og være til rådighed for såvel lodsejere som medlemmer.
§ 17.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i november måned og bekendtgøres med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem i form af medlemsbladet eller anden skriftlig information. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage inden generalforsamlingen. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indvarsles af bestyrelsen, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer indsender skriftlig, motiveret anmodning herom. Dagsorden skal bekendtgøres i begge tilfælde ved indvarslingen. Afgørelser på generalforsamlingen sker ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bortset fra valg af bestyrelsesmedlemmer sker stemmeafgivelsen ved håndsoprækning, medmindre der fremsættes krav om skriftlig afstemning.
§ 18.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling for to år, således at der hvert andet afgår 3 og hvert andet år 5 medlemmer ( formand + 4 medlemmer ). I bestyrelsen skal der til enhver tid sidde mindst 2 medlemmer blandt lodsejerne. Generalforsamlingen vælger formanden. Formanden drager omsorg for, at foreningens forhandlingsprotokol er til stede ved alle bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Den af bestyrelsen valgte sekretær indfører straks alle forhandlinger, og protokollen oplæses og underskrives derefter af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
§ 19.
Den ordinære generalforsamling vælger endvidere 2 revisorer, der skiftevis afgår hvert andet år. Bestyrelsen vælger selv næstformand, sekretær og kasserer. Kassereren behøver ikke at være medlem af bestyrelsen. I tilfælde af formandens afgang overtager næstformanden hvervet som formand til førstkommende generlaforsamling.
§ 20.
Regnskabet slutter den 1. november. Det afsluttede regnskab skal i løbet af 14 dage herefter afleveres til revisorerne, således at kassereren kan fremlægge det i revideret stand på den ordinære generalforsamling. Foreningens likvide midler skal altid henstå i bank eller sparekasse, bortset fra højst 500 kroner.
§ 21.
Bestyrelsen varetager foreningens løbende forretninger. Kassereren er over for foreningens eneansvarlig for de ham/hende betroede midler eller andre værdier, medens der ikke over for den øvrige bestyrelse kan rejses noget krav i samme anledning.
§ 22.
Foreningen tegnes af formanden samt mindst 2 bestyrelsesmedlemmer i forening.
§ 23.
Ved pantsætning, køb eller salg af fast ejendom kræves underskrift af den samlede bestyrelse.
§ 24.
Vedtægtsændringer kan vedtages på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling med en majoritet på mindst 2/3 af de fremmødte.
§ 25.
Foreningens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling, og hertil kræves 3/4 af de afgivne stemmer, og mindst 2/3 af samtlige medlemmer. Dog er simpelt flertal på den efterfølgende generalforsamling tilstrækkelig, såfremt der ikke er opnået den fornødne majoritet på den første generalforsamling. Med samme majoritet og under tilsvarende forhold træffes bestemmelse om, hvorledes foreningens ejendele og midler skal anvendes. Dog kan disse kun anvendes til formål, der fremmer ferskvandsfiskeriet. I øvrigt kan andre lovændringer kun vedtages på den ordinære generalforsamling med en majoritet på mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer.
Disse vedtægter træder i kraft den 22. november 2007. Samtidig bortfalder love af 21. november 1996.
|