Swot Marinus

Marinus Mortensen 27/2 1889 – 16/1 1984

Poul Mortensen var daglejer i Østerbølle, og så var han gift med Mette Kirstine Mortensen. Parret fik 11 børn sammen, og en af sønnerne i flokken blev døbt Poul Marinus Mortensen. Marinus meldte sin ankomst midt under en snestorm d. 27. februar 1889, og knøsen skulle senere i livet blive et særdeles kendt ansigt både i Aalestrup By og ikke mindst i engdragene i Simested Ådal.
Marinus bosatte sig i Aalestrup, og blev som 20-årig gift med Karen Marie. Parret fik fem børn, og så ville skæbnen, at Karen Marie som 27-årig mistede livet til tuberkulosen. Det var en svær tid for Marinus. Kort tid efter Karen Maries død blev børnene taget fra ham, og det blev sikkert grundstødet til en tilværelse, der bestod af hårdt fysisk arbejde, og i perioder lidt mere øl og brændevin end godt var.
Han boede til leje i Ågade, havde ikke langt til Simested Å, og Marinus kendte nok vejen, når det gjaldt om at snøre de store havørreder. Fangsten blev solgt. Hver gang. I sjældne tilfælde til klingende mønt, de fleste gang i en ren konvertering hos en af egnens kromænd ud fra devisen – fisk bliver til øl. Poul Marinus Mortensen var nu kendt som “Svot-Marinus”.


Marinus havde, som så mange andre, en stor forkærlighed for Spanggårdene, når han luskede ud med stagen. Og han kunne sin metier. Ifølge de fleste overleveringer fra samtiden, var der ingen, der kom bare halvvejs i nærheden af at lande så mange og så store fisk i Simested Å og Skals Å, som Marinus magtede. Og det var Simested Å, der var hans foretrukne revir.
Marinus Mortensen kendte åens hemmeligheder. I mere end 40 år arbejdede han som dræningsmester, så han havde ofte sin gang i ådalens enge i dagtimerne, og her foruden var han i en periode mand for at skære grøde i åen, og den slags giver selvsagt indsigt i huller og strømrender, der ellers skjuler sig for det utrænede øje.
Sent i livet fiskede Marinus med en Hickory stang og et Efzett hjul. Hjulet fulgte ham vist gennem det meste af karrieren, men de første mange år var det monteret på en bambus stang ved hjælp af et par gummimanchetter fra et cykelstyr. Agnen holdt han derimod fast i livet igennem. Blanke Devon spinnere!
Det var Niels Slot – mekanikeren i Aalestrup – der fremstillede spinnerne til Marinus. De blev lavet af kobberrør, og vingerne var såmænd 2 blanke tiører. Og spinnerne skulle skinne. Marinus var ikke typen, der sad uvirksom hen, og når han læste sin avis, sad han altid smånynnende og pudsede sine Devon spinnere. Han var især glad for et eksemplar, han havde fået forsølvet hos den lokale sølvsmed … den var altid skinnende blank. Og rygterne vil vide, at Marinus vendte hjem til Ågade med salte tårer i øjenkrogene, den dag en grov Simested ørred var stukket af sted med isenkrammet.
Marinus Mortensen var – selv efter datidens målestok – en hård hund. Han realiserede sig selv gennem hårdt fysisk arbejde, og det er ikke så få tønder land eng, han var været igennem med drænspaden i hånden. Grøfterne skulle gerne en god meter i dybden, og afregningen lød på 36 øre pr. løbende meter. Men til den pris skulle grøfterne selvfølgelig også dækkes til igen, når drænrørene var lagt.
Var Marinus arbejdsom med spaden, så var han det ikke mindre, når han fik bambus stagen mellem de barkede næver. Ofte tog han toget ud til et af trinbrædderne et sted på Ålestrup-Viborg banen, hvorefter han gik til åen og fiskede hele vejen hjem igen. Det var ikke sjældent, disse fisketure startede i Møldrup, eller helt i Skringstrup. Han kunne også finde på at gå fra Ålestrup til Skinderup. Så fiskede han høllerne igennem på den ene side af åen på vej ud, krydsede broen i Skinderup, og fiskede høllerne på den anden side på hjemvejen. Alligevel noget af en tur når man kommer i hu, at han samtidig havde for vane at hive sig et par gode fisk undervejs.

Marinus var let genkendelig, når han kom snigende langs brinkerne for at nå frem til de standpladser, han kendte bedre end de fleste. Bambus stagen lå over skulderen, den blankpudsede Devon spinner gemte han inde i hånden, og på ryggen havde han en mægtig rygsæk af den gamle slags, der var lukket ved at binde en snor om en snøvs i toppen. Der skulle jo være plads i den til et par ordentlige fisk, forstås.
Jyde-Simon fortæller, at Marinus havde sin helt egen teknik, når han fiskede. Flyvemaskinen, som han kaldte Devon spinneren, blev dyppet en enkelt gang i hvert høl. Kun når der stod en ordentlig grødeklat i indgangen til høllet, lod han den køre rundt i et otte-tal, så han fik fisket af på begge sider under grøden. Derefter var det videre til næste høl. Og så havde han for vane at gå og gemme fiskene oppe i grøfterne, når han havde overlistet dem med spinneren. “Marinus blev træt af at slæve rundt med dem – aldrig af at fiske!”

Når tanken og talen falder på “Svot-Marinus”, er der to episoder, man ikke kommer udenom. Den ene fandt sted i september måned 1935, og den bedrift burde have fået langt større anerkendelse, end det var tilfældet. Den dag fangede Marinus Mortensen en Simested Å havørred på 17,5 kilo i Spanggårdene, og flere overleveringer beretter om fisken. Det var et syn, da Marinus kom travende op ad stien nede fra åen. Fisken bar han på ryggen med et solidt tag om halen, og den strakte sig langt ned ad hans slidte vadmelsbukser. Flere af de gamle folk i Ålestrup by kom til, man fik fisken vejet på en anerkendt vægt i baglokalet hos Møller Petersens købmandsforretning i Ågade, og her opstår der lidt tvivl i historien. Marinus sagde selv, at fisken vejede 35 pund, mens flere af de tilstedeværende efterfølgende holdt fast i, at den vejede 36 pund. En forklaring går på, at nålen på Møller Petersens vægt ganske vist faldt til ro på de 36 pund, men at Marinus – da han senere solgte fisken til kromanden i Hvalpsund – ”kun” fik afregning for 35 pund. Arne Dantoft, der gennem mange år var opsynsmand ved åen for Aalestrup Lystfiskerforening, målte fisken til 142 cm ved samme lejlighed.

Fiskekrogen 2.april 1965

Uanset hvad der er rigtigt, så var fisken både Danmarks- og verdensrekord for stangfanget havørred, men den blev aldrig anerkendt. Marinus var ikke manden, der gerne stillede sig op foran et kamera, og der fandtes kun ét billede af ham, hvor han står med den store fisk, og det forsvandt sporløst, da billedet havde været bragt i avisen. Eftertidens eksperter nægtede desværre at tro på, at der skulle være fanget en fisk, der var så meget større end den, Kristian Plejdrup fangede i Karup Å d. 27. juli 1939.
Den fisk vejede 14,4 kilo og blev anerkendt som rekord.

Flere mennesker har forsøgt at få Marinus’ fisk godkendt, uden at det nogensinde er lykkedes. Tømmerhandler Kristiansen, der var med ved vejningen i Møller Petersens baglokale, var på det nærmeste rasende over dette hovmod, og sidenhen har adskillige fund bevist, at havørrederne godt kan blive så store … også i Simested Å. Jens Ole Frier, der gennem et helt liv har studeret havørrederne i netop Simested Å, fremhæver, at han har kendskab til adskillige fisk mellem 13 og 15 kilo. Der er set mange nedgængere på mere end en meter, og de kan godt have vejet 17-18 kilo, da de kom friske op i åen, og så fandt man jo blandt andet en fisk på 15 kilo som følge af det skæbnesvangre cyankaliumudslip fra cykelfabrikken “Jyden” i 1950’erne.

Og så er der lige det med tidspunktet. Mange steder kan man læse, at Marinus fangede sin store fisk i 1932, men Marinus selv holdt fast i, at fisken blev fanget i september 1935 … det var journalisten, der havde skrevet forkert i avisen!

Den anden store bedrift i Marinus Mortensens liv, som for os er mindst lige så vigtig, er, at han i 1944 var en af de driftige herrer, der fik grundlagt Aalestrup Lystfiskerforening.

af Lars Hansen