Nye gydebanker i Skinderup bæk
En super dag i gydefiskenes tjeneste er overstået, og foreningen vil gerne sende et kæmpe “tak for hjælpen” til alle, der deltog. Tak til drengene fra Naturefterskolen, der valgte at bruge en lørdag sammen med os, og ikke mindst en helhjertet tak til Steen Andersen, fordi han gad at starte det gule lyn op til endnu en dag ved bækken … uden ham havde vores arme bare været så meget længere ;o))
Stedet var Skinderup Bæk, humøret var højt – også selvom vores venner i Viborg havde sendt en industrispion i felten – og vejret var bare så langt bedre, end meteorologerne havde truet os med.
Der blev renset grundigt op for dueurt og brøndkarse på hele strækningen både opstrøms og nedstrøms for landevejen, der blev anlagt nye gydebanker, og lavet forbedringer på de eksisterende, så der nu er hele 36 kubikmeter nyvasket og ovntørret grus klar til gydesæsonen. Og der er jo plads nok ved bækken, så det hele foregik naturligvis i Coronasikker afstand til hinanden.
Og så blev der selvfølgelig fortalt skrøner fra ind- og udland, som der jo altid gør, når lystfiskere sætter hinanden stævne i naturen, Gammelholm og Godsk sørgede for lækkerier fra grillen til frokost, og Hr. Jens Østrup fik sat en mindesten i bækken, selvom han stadig er frisk som en vårhare … ;o)