Møde i lodsejerlauget

Foreningen deltog ved Lodsejerlauget for Simested å’s foredrag om Simested å og vores vandmiljø, tirsdag den 25. marts.
Lodsejerlauget havde indbudt 2 foredragsholdere, der hver især havde et budskab om hvorfor miljøtilstanden i vores åer og kystvande er endt hvor det er.
Første indlæg drejede sig om hvorvidt de referencetal som myndighederne har brugt til at beregne hvor f.eks. kvælstofs belastningen kommer fra er de korrekte. Budskabet var at myndighederne bruger teoretiske modeltal og ikke aktuelle vandprøver til at bestemme hvor store mængder af gødning og gylle, landmændene må udbringe på deres marker. 
Andet indlæg var koncentreret om overløb fra de kommunale rensningsanlæg. Der blev fremlagt en mængde tal fra hele landet der angiveligt skulle bevise at der forekommer meget store udledninger af spildevand direkte i havmiljøet der hverken er tilladte eller i nogen form for styring eller kontrol af myndighederne.
Begge indlæg havde helt overordnet den holdning at det dårlige vandmiljø i Danmark ikke kan skyldes landmændene, men derimod de ovennævnte faktorer.
Der var ingen dialog om Simested å, hvad jeg personligt især havde set frem til. Åen blev kort nævnt, desværre i forkert sammenhæng, da den blev udråbt til at have sine kilder i Rold skov. Ganske vist udspringer den tæt ved Rold skov, men Rold skovs kilder løber alle nordpå og føder Lindenborg å. 
Mødets udmeldinger blev taget til efterretning af Foreningens repræsentanter.

På Miljø- og vandplejeudvalgets vegne
Per Nielsen