Sæsonen 2025 har indtil videre vist sig fra den gode side med en hel del flotte registrerede fangster og mange gode fisk set i åen.Grødeskæringen op til dagens fiskekonkurrence var også optimal fra alle kommuners sider så der var en fin vandstand og ingen drivende grøde i åen.
For en lystfisker var det svært, på forhånd, at finde en undskyldning for en evt. manglende fangst, det skulle da lige være vejret der også var i top.
Inden solen havde tænkt sig at stå så var små tredive lystfiskere i gang med fiskeriet i den skønne ådal langs Simested å
Klokken ni var der morgenkaffe og sponserede rundstykker fra Nøragers bageri. Dagens første oplevelser blev ivrigt diskuteret, store fisk var set enkelte havde mistet en god fisk så næste tur blev påbegyndt med ny optimisme.
Grillen var tændt og pølser og brød klar til indvejningen kl.14. De fremmødte lystfiskere lurede som sædvanen tro på hinanden, hvem havde hvad med retur fra dagens fiskeri ?
PH Outdoor havde sponseret de flotte præmier der ventede på konkurrencens tre længste ørred fangster og blev fortjent fordelt således.
1. præmie – Savagegear Salmonoid spinnestang – Kristoffer Hovaldt Kristensen
2. præmie – Shimano Nasci C3000 fatspolehjul – Jørn Pedersen
3. præmie – Rio WF8F flueline og diverse forfang – Morten Poulsen
Tillykke til fangerne.




