En dygtig juniorfisker

Her i dag 19/9 tog jeg til Simested Å, for at teste en wobler, jeg lige havde vundet til fiskekonkurrencen.
– Til at starte med gik jeg med en spinner og vandrede langt opstrøms. Der skete dog ikke det store, indtil jeg valgte at fiske hjem og nedstrøms med den to-delte gule Rapala wobler, som jeg havde fået i præmie. Jeg nåede til et sted, hvor jeg havde tænkt, at der skulle det sidste kast lægges.
Og pludselig – ud af det blå, kunne jeg mærke noget meget tungt for enden af linen. Fisken gik tungt og dybt, og jeg så den ikke i hele 2 minutter! Fisken svømmede lige forbi mig, da den tog turen på vej opstrøms. Fighten gik frem og tilbage, og midt i kampen knækkede stangen. Nu skulle den bare i nettet, så jeg lagde alt på et bræt og fik den til sidst ned i nettet, hvor den slog voldsomt med hovedet, så krogen blev rettet helt ud, imens wobleren fløj ud af nettet, og jeg brød ud i kampjubel.
Fisken målte 83cm og vejede 6,5 kg.
Viktor Stokholm Østerballe