Klubaften/Vinteraktiviteter

Fiskesæsonen går på hæld og vi skal finde noget at bruge de mørke aftener til.
Vi er så småt begyndt at putte ting i vores kalender og starter d. 04/11.
Følg med på fanebladet Kalender

Skulle du lægge inde med en god ide, så tøv ikke med at give besked.

Skinderup Bæk lørdag 08/11 kl. 09.00

Redigeret 15/10
Vi vil igen i år forsøge at gøre gydeforholdene optimale i bækken.
Der skal fjernes lidt bevoksning, forhindringer og gruset skal løsnes.
Der blev sidste vinter observeret flere flotte gydegruber så vi går efter en gentagelse.
Medbring gerne handsker, waders evt en kultivator.
Vi medbringer kaffe og rundstykker og lidt drikkevarer.
Tilmelding send en sms til 23320684, senest onsdag 05/11.
Du møder op på Spanggårdvej der hvor den krydser Skinderup bæk.

Fiskedagen 2025

Sæsonen 2025 har indtil videre vist sig fra den gode side med en hel del flotte registrerede fangster og mange gode fisk set i åen.Grødeskæringen op til dagens fiskekonkurrence var også optimal fra alle kommuners sider så der var en fin vandstand og ingen drivende grøde i åen.
For en lystfisker var det svært, på forhånd, at finde en undskyldning for en evt. manglende fangst, det skulle da lige være vejret der også var i top.
Inden solen havde tænkt sig at stå så var små tredive lystfiskere i gang med fiskeriet i den skønne ådal langs Simested å
Klokken ni var der morgenkaffe og sponserede rundstykker fra Nøragers bageri. Dagens første oplevelser blev ivrigt diskuteret, store fisk var set enkelte havde mistet en god fisk så næste tur blev påbegyndt med ny optimisme.
Grillen var tændt og pølser og brød klar til indvejningen kl.14. De fremmødte lystfiskere lurede som sædvanen tro på hinanden, hvem havde hvad med retur fra dagens fiskeri ?
PH Outdoor havde sponseret de flotte præmier der ventede på konkurrencens tre længste ørred fangster og blev fortjent fordelt således.
 1. præmie – Savagegear Salmonoid spinnestang – Kristoffer Hovaldt Kristensen
 2. præmie – Shimano Nasci C3000 fatspolehjul – Jørn Pedersen
 3. præmie – Rio WF8F flueline og diverse forfang – Morten Poulsen

Tillykke til fangerne.

Grødeskæring

Rettelse 12/9 – Rebild Kommune forventer at gennemføre grødeskæring af Simested Å torsdag og fredag d. 18-19. september.
Nedstrøms Volstrup torsdag og opstrøms Volstrup fredag.
Der kan forventes drivende grøde til første opsamlingssted enten Abildvad eller ved gl. Ålborgvej ved Simested

Viborg kommune forventer at gennemføre i ugerne 37-39. Strækning her.

Fiskedag Lørdag 06.09

Viborg & Ålestrup Lystfiskerforening afholder fiskekonkurrence ved Simested Å.
Fiskeriet må påbegyndes efter midnat og foregår på Viborgs og Ålestrups fiskevand.
Kaffe og Rundstykker sponseret af Nøragers Bageri serveres kl 09.00 på Fiskegården, Ådiget 40, 9620 Ålestrup
Deltagergebyr er 50,-, udover medlemskab i en af foreningerne eller et dagkort (Fiskekort.dk).
Betaling kontant kan foretages kl. 09.00 på Fiskegården
Mobilpay på 14745 eller Aalestrup Lystfiskerforening og derefter vælges diverse.
Bemærkningsfelt udfyldes med VG eller AaLF + medlemsnr eller dagkortnr.
Betales senest kl. 10.00 for gyldig indvejning.
Grill tændes ca. kl.  13.00, hvorefter der vil være mulighed for pølser og drikkevarer.
Indvejning kl. 14.00 der vil være flotte præmier til dagens tre længste ørreder, sponsoreret af PH Outdoor.
1. præmie: Savagegear Salmonoid spinnestang 9’3” kastevægt 5-18 gr.
2. præmie: Shimano Nasci C3000 fastspolehjul
3. præmie: Rio WF8F flueline og diverse forfang

Så deltag – det kan jo ligeså godt være dig der fanger den største!

 

Natfisketur status….

Vejret var fiskevejr, ingen drivende grøde og med i forvejen mange flotte indrapporteringer på fangstjournalen så var optimismen til at få øje på blandt den snes lystfiskere der var mødt frem til årets natfisketur. En hurtig snak om ønskede fiskepladser blev gjort og inden længe var stort set alle foreningens P pladser ved åen i brug. Ved 23 tiden vendte de tidligere optimistiske lystfiskere tilbage til fiskegården hvor Tage stod klar ved grillen.
Stort set alle kunne berette om fangst af bækørreder og meget liv i åen ….. meeen den havørred er en sky fisk er den og mange kunne også fortælle at de ikke så eller oplevede skyggen af en havørred.
Heldigvis kunne nogle dog berette om gode bølger og følgere og andre om havørred på land en enkelt end dog om hele fire stk. De fleste blev genudsat og enkelte halvmeters fisk fandt vej til middagsbordet. Aftenen blev rundet af med høj moral og en igen stigende optimisme angående den næste tur til åen.

Knæk og Bræk i de kommende sommeraftener.

Grødeskæring Stenild – Abildvad

Vedrørende grødeskæring på foreningens øverste stykker har vi modtaget nedenstående besked fra Rebild kommune.Der opsamles grøde ved Abildvad men det kan ikke udelukkes at noget “fnuller” smutter forbi.

Kære alle
Rebild Kommune forventer at gennemføre grødeskæring af Simested Å fra Stenildbro til Abildvad mandag d. 7. juli og efterfølgende afholde syn af grødeskæringen torsdag d. 10. juli.
Bådstrækningen opstrøms Stenildbro vil blive grødeskåret i samme omgang, såfremt der kommer regn nok i weekenden.
Hvis ikke det er tilfældet, udskydes grødeskæringen på denne strækning, indtil vandstanden er tilstrækkeligt høj til at kunne gennemføre en regulativmæssigt korrekt grødeskæring med båd.
Synet starter ca. kl. 9 og foregår i kajak. Startstedet afhænger af, hvor der er grødeskåret. Enten ved Volstrup eller Stenildbro.
Entreprenøren har orienteret dambrugene.